Det er ikke alt i en fodboldkamp, man kan forudsige, men her er nogle gode råd til, hvad du som ny dommer kan forberede dig på i god tid inden din første kamp.
Fodboldloven
Sørg for at have nogenlunde styr på det lovmæssige. Det er de færreste dommere, der kan hele lovbogen udenad, men brug den gerne som godnatlæsning i perioden op til din første kamp.
Udstyr
Sørg for at have udstyret i orden. Ved indmeldelse i DFU/VFK får du mulighed for at købe dommertøj til favorabel pris. Husk også fodtøjet. Her er det meget forskelligt, hvad dommere foretrækker. Det er vigtigt, at du har noget fodtøj, du føler dig godt tilpas i. Ud over tøjet skal du have fløjte, mønt, gult og rødt kort, notatkort, kuglepen og ur.
Fløjte
Find en god fløjte, hvor du kan variere klang og lydstyrke afhængig af situationen. Kør evt. ud på Lars Tyndskids mark og øv dig i at bruge fløjten varieret. Du kan prøve at forestille dig forskellige situationer i en kamp. Hvordan vil du bruge fløjten, når du fløjter op til kamp? Hvordan vil du fløjte ved et straffespark? Et lille frispark midt på banen?
Ur
Du skal have et armbåndsur med stopur. Du kan ikke rende rundt med en mobiltelefon og tage tid. Sæt dig grundigt ind i stopurets vigtigste funktioner, så du har styr på det, når bolden ruller, og pulsen er høj.
Se fodbold
Tag gerne ud til nogle fodboldkampe i nabolaget, og læg mærke til, hvordan dine dommerkolleger gør. Læg mærke til, hvordan han/hun bruger fløjten, kommunikerer med spillere og officials, bevæger sig rundt på banen osv. Man kan lære rigtig meget af hinanden.
Fodbold-app
Download DBU’s fodbold-app på din telefon. Her har du en oversigt over dit kampprogram, og her kan du også lægge afbud ind. Under den enkelte kamp finder du vigtige oplysninger om spillested, tidspunkt mv.