Flemming startede og sluttede på Frederikshavn stadion

Lørdag eftermiddag var en ekstraordinær dag for en af
Vendsyssel Fodbolddommerklubs medlemmer. Flemming Andersen, der også er
æresmedlem i klubben, havde sin sidste opgave som udvikler i fodbold. Efter
mange år med den kasket på, er det blevet tid til noget nyt for Flemming.

-Jeg har i mange år været involveret i COOP, og er for nylig
blevet valgt ind i COOPs landsråd, som er den øverste myndighed i koncernen. Så
jeg var nødt til at skære noget fra, og det blev altså udviklerdelen i fodbold
som jeg valgte, lyder det fra Flemming.

Hvor mange opgaver det reelt set er blevet til har han ikke
tal på, men han har set rigtig mange dommere igennem årene, og netop det med at
lære fra sig, har været den helt store drivkraft for Flemming.

-Jeg har altid haft det med at jeg gerne vil hjælpe andre,
og give noget videre. Det gør sig også gældende i mit civile job, hvor jeg
arbejder med sparring, og er uddannet coach. Det er altid fedt at se når der
sker fremskridt for dommerne, og det med man kan se de udvikler sig i den
rigtige retning. Samtidig det at se de klarer sig godt, selv når man har
sluppet dem, lyder det fra Flemming, der selv sad i talentudvalget i region 1,
da Mikkel Redder var på vej frem i systemet.

Kommer du til at savne det?

-Ja selvfølgelig gør jeg det. Det jeg nok mest kommer til at
savne, er snakken med en dommertrio før og efter en kamp. Det har altid været
en fornøjelse, og så er det lidt sjovt, at min sidste kamp var i Frederikshavn
på Stadion, hvilket min første opgave også var i sin tid. Det havde jeg faktisk
glemt, men det gjorde Rikke (Flemmings kone) mig opmærksom på, lyder det fra
den nu tidligere udvikler.

Helt stoppe gør Flemming heldigvis ikke, for han har stadig
plads i regionens dommerudvalg, hvor han har ansvaret for Futsal. Derudover er
Flemming medlem af Futsal-udvalget i både DBU Jylland, og i hele DBU regi, hvor
han samtidig stadig udvikler på bredde og liga niveau.

-Jeg vil også stadig være aktiv som Futsal dommer, og mon
ikke også jeg får tid til at dømme lidt almindelig indefodbold, lyder det til
slut.

Efter gårsdagens udvikling på Frederikshavn Stadion, var
bestyrelsen mødt frem med en lille gave til Flemming, for mange års tro
tjeneste i udviklerregi.

Der skal lyde et held og lykke med dit nye virke i COOP
landsråd, og heldigvis er vi så heldige stadig at have Flemming som aktiv i
Futsal regi.