Medlemsbrev

Kære medlemmer i VFK

Vi har i bestyrelsen i torsdags, afholdt vores første fysiske bestyrelsesmøde efter Danmark blev lukket ned d 11/3. Der sker jo desværre ikke alverden for tiden, men alligevel har vi behov for at sende Jer alle en lille hilsen i dette korte medlemsbrev.

Vores organisation DFU, stoppede, som I ved, tidligere på foråret samarbejdet med DIADORA. Vi håber, en ny tøjaftale er lige på trapperne, og vi ser frem til at DFU snart kan have nyt omkring det.

Vi har i bestyrelsen besluttet, at der i VFK skal arrangeres en sommerfest. Dog kræver det at statsminister Mette Frederiksen lemper lidt mere på forsamlingsforbuddet, hvilket vi håber meget på. Vi trænger til at mødes og snakke med gode dommerkollegaer. Hvis det sker, vil vi afholde en sommerfest lørdag d 27 juni i Sæby. Mere info om dagen kommer i begyndelsen af næste måned, men sæt gerne allerede nu et kryds i kalendere.

Vi kan også oplyse, at vi allerede har fået vintertræningen på plads. Det kommer til at foregå hver mandag i vinterperioden, fra klokken 19:00 – 21:00 i DRINX Arena i Syvsten. Første gang mandag d 2/11. Mere følger når vi nærmer os.

Vi havde håbet at kunne afholde et medlemsmøde i forbindelse med forårssæsonen. Vi har dog, grundet situationen, vurderet, at et sådan først kommer til at finde sted i løbet af efterårssæsonen.

Ellers håber vi at I kan holde skruen i vandet derude. Det lysner, om end breddefodbolden må vente lidt endnu med at komme i gang.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen