Fysisk re-test

Så er der sidste mulighed for fysisk re-test.

Det bliver den 30/8 i Aalborg.

  • Kl. 17.00 – Biptest i hallen ved AaB

  • KL. 17.45 – Coopertest på løbebanen ved Tornhøjhallen Aalborg Ø.

  • Kl. 18.00 – FIFA test på løbebanen ved Tornhøjhallen Aalborg Ø.

Nyt fra bestyrelsen

Kære medlem af VFK

Vi har måtte indkalde vores revisorsuppleant som ny revisor, da Gordon Dalsgaard har meldt sig ud af dommerklubben, og derfor ikke kan have posten længere.
 
Det betyder, at suppleant Anders Rishøj, iflg vedtægterne, indgår som ny revisor.
 
Vi føler ikke behov for, at der skal vælges en ny revisorsuppleant før til generalforsamlingen.
 
Er det spørgsmål til dette, bedes man rette henvendelse til klubbens formand.
 
Med venlig hilsen
Bestyrelsen

Efterårets kurser

I løbet af efteråret er der oprettet en række kurser i den struktureret dommeruddannelse.

Disse afholdes i Aalborg og kan findes på DBU-net:
– Dommer i praksis, søndag den 3/9 – 23
– Dommer i praksis, søndag den 12/11 – 23
– Dommeren som Leder 1, lørdag den 18/11 – 23
– Linjedommer 1, søndag den 17/9 – 23

Ovenstående gennemføres også i Tilst, men samtidig afvikles følgende:
– Dommeren som Leder 2, søndag den 29/10 – 23
– Linjedommer 2, søndag den 8/10 – 23

Skulle der være anledning til spørgsmål, så kontakt Stig Hansen.

Sommerhilsen fra bestyrelsen

Kære alle

Forårssæsonen er med hastige skridt på vej på hæld, og der mangler kun nogle ganske få Playoff og JM kampe, inden vi alle kan holde en fortjent sommerferie. Her kommer det obligatoriske medlemsbrev fra bestyrelsen

Nye medlemmer

 I VFK er vi blevet berriget med nogle nye medlemmer i denne sæson, hvilket er herligt. De er alle kommet godt i gang med at dømme, så tag godt imod dem, når I møder dem ude på de forskellige anlæg.

Stille forår

Det har været et stille halvår for bestyrelsen, hvor vi har afholdt et konstruktivt møde med DBU Region 1 bestyrelse. Her drøftede vi rekruttering og fastholdelse af dommere. Ingen er i tvivl om, at dommermanglen i Jylland, er størst i Vendsyssel. Derfor har DBU en stor opgave med at rekruttere og fastholde, og det arbejde har vi i bestyrelsen sagt, at vi gerne stiller op og hjælper med.

Udviklere

Der skal lyde et stort tillykke til Anders W. Bruun med bestået udvikler-eksamen, og samtidig har Nikolaj Gajhede bestået trioudvikler-eksamen. Vi glæder os til at følge Jer. Derudover har Helge W. Søndergaard ønsket at genoptage udvikergerningen, hvilket er glædeligt, da der altid er brug for kræfter til at varetage den opgave.

Disciplinærsager

Disciplinærsager havde vi oppe at vende på vores seneste generalforsamling, hvor vi især i ungdomsfodbold så en trist tendens. Den er desværre fortsat, og 2023 har allerede nu budt på 23 disciplinærsager, hvor omtrent halvdelen har været kampe i ungdomsfodbold. Derudover har vi haft et par sager, hvor dommeren skulle have afbrudt kampen. Husk altid, at en kamp SKAL stoppes, hvis I føler Jer truet, eller der bliver lagt hånd på Jer. I sådanne sager SKAL et medlem fra bestyrelsen kontaktes omgående, så vi sikrer, at du som dommer kommer igennem, og at indberetningen bliver så fyldestgørende som overhovedet muligt.

Dommertøj

Det er glædeligt, at vores nye kobberfarvede dommertrøje bliver luftet godt ude på banerne. Det ser godt ud, og flere klubber har bemærket det.

Cups

Inden længe er der masser af Cups i det ganske danske land. Flere af vores dommere er tilmeldt Cup No 1 og Dana Cup, og andre er også tilmeldt i blandt andet Vildbjerg Cup og andre steder. Vi håber, det giver nogle gode oplevelser for Jer alle.

God sommer

Til slut vil vi i bestyrelsen ønske Jer alle en rigtig god sommer. Vi glæder os til en ny og spændende efterårssæson. Pas på Jer selv!

Med venlig hilsen

Bestyrelsen VFK

Sommerhilsen fra DFU

Sommerhilsen til alle dommere i DFU

Bolden har nu snart rullet endnu en halvsæson, og en velfortjent sommerferie venter rundt om hjørnet. Vi opfordrer til at få ladet batterierne op på ny, så vi er friske til efterårssæsonen.

Omrokering i bestyrelsen

Først og fremmest skal vi informere om, at der er sket en ændring i DFU’s bestyrelse. Næstformand, Kenneth Thorstein, har pga. et stigende arbejdspres måttet se sig nødsaget til at stoppe sit arbejde for de danske fodbolddommere. Det er vi rigtig kede af, for Kenneth har leveret en virkelig god og dedikeret indsats, siden han trådte ind i DFU som en del af en overgangsbestyrelse på delegeretmødet i 2020. Herfra skal der lyde en stor tak til Kenneth, og han er da også allerede inviteret med på delegeretmødet til november, så vi kan sige ordentlig tak.

Bestyrelsen ser nu således ud:
Formand Kim Hansen, KAFD
Næstformand Jens Ø. Poulsen, Holstebro/Vestjydsk
Kasserer Kjeld Holmen, SØF
Sekretær Dennis Christiansen, Sydvestjysk
Bestyrelsesmedlem Pele Olesen, Nordvestjysk

Generalforsamlinger

Det er efterhånden blevet en tradition, at repræsentanter fra DFU’s bestyrelse inviteres til at overvære generalforsamlinger i dommerklubber landet over. I år har ikke været nogen undtagelse. DFU har været repræsenteret i København, Lolland Falster, Fyn, Sydvestjysk, Herning Fodbolddommerklub, Vendsyssel, Holstebro, Horsens og Vestsjælland. Tak for invitationerne til at overvære jeres generalforsamlinger og bidrage med input fra DFU.

Samarbejde med DBU

Tilbage i februar var Kim og Kenneth til møde i Odense med DBU’s repræsentanter, Jesper Møller og Jakob Jensen, der denne gang havde allieret sig med dommerchefen i DBU, Michael Johansen. Tonen var endnu en gang rigtig god og positiv, og DBU har i hvert fald fået øjnene op for dommermanglen på både den korte og den lange bane. For et år siden mente DBU ikke, dommermanglen var udtalt, men endte dog alligevel op med, at vi i dansk fodbold manglede 400 dommere. DFU mente 800 på det tidspunkt. I dag kommer det uopfordret fra DBU, at der mangler 1000 dommere plus dem, der stopper i løbet af året. Mange spændende facetter inden for rekruttering og fastholdelse blev drøftet og konkrete idéer har set dagens lys. Michael har nu besøgt alle DBU’s lokalunioner, og forhåbentlig er vi snart klar til at søsætte et endnu bedre samarbejde omkring rekruttering og fastholdelse af danske fodbolddommere. Michael fortalte tilbage i marts, at DBU’s bestyrelse på et møde 22. maj skulle tage stilling til denne nye struktur på dommerområdet, men mødet er nu udsat til efter sommerferien.

Seminar om Fremtidens DFU
I bestyrelsen har vi brugt lang tid på at drøfte fremtiden for DFU og de danske fodbolddommere, men en løsning kommer ikke bare af sig selv. Derfor tog vi initiativ til et seminar med overskriften ”Fremtidens DFU”. To personer fra alle dommerklubbers bestyrelser var inviterede, og langt de fleste mødte frem. Det kastede gode debatter af sig og satte yderligere tanker i gang. Sidst i juni afholder vi formandsmøde på Teams, hvor vi samler trådene fra seminaret og sætter nye tanker i gang for derefter igen at mødes til seminar i september.

Ny honoraraftale for futsaldommerne

Aftalen for dommerne i futsal elite udløber i sommeren 2023, og Kim og Jens Ø. har sammen med futsaldommernes repræsentanter været til forhandlinger i DBU med Ole Ladefoged og Bent Clausen. Disse forhandlinger er nu afsluttet til begge parters tilfredshed. Det har været med bump på vejen, men disse har været af intern karakter på dommersiden og dermed ikke relateret til forhandlingerne med DBU. En aftale ventes underskrevet inden udgangen af juni.

God sommer

Til sidst er der blot tilbage at ønske jer alle en rigtig god sommer. Mange har meldt sig til at dømme ved diverse sommerstævner landet over, men husk nu at holde lidt fri fra banerne også, så jeres familier også får glæde af jer.
Rigtig god sommer til jer alle!

Sommerhilsner fra bestyrelsen Kim, Kjeld, Dennis, Pele og Jens Ø