Det er med stor sorg vi har modtaget besked om, at vores
dommerkollega Henrik Jensen er afgået ved døden.
Henrik tog dommereksamen i 1984, og var et stort aktiv i
først Hjørring Fodbolddommerklub, og siden i Vendsyssel Fodbolddommerklub. Han
mødte op til stort set alle arrangementer, og spredte altid godt humør med sig.
Han var aktiv på banerne for den lokale påsætter, og deltog
også i de lokale Cups, hvor Cup No 1 i Frederikshavn var hans foretrukne. Men også Dana Cup i Hjørring, og Slagter
Winther Cup i Horne stod hans hjerte nær. Det er gennem årene blevet til hele
2198 kampe.
Han havde ikke selv de store ambitioner som dommer. En
indplacering i serie 5, og som linjedommer i mange år i serie 1, passede godt
til hans fodbolddommergerning. Det var motionen, de gode stunder med spillerne,
og ikke mindst samværet med kollegaerne, der var drivkraften for ham.
Det betød meget for ham, da hans datter Nynne i 2007,
erhvervede sig dommerkortet. Det gjorde ham stolt at følge hendes karriere som
dommer, som han gik mindst lige så meget op i som sin egen. Et højdepunkt i
karrieren var i 2018, da han var linjedommer i Cup No 1 finalen i G14 piger på
Frederikshavn Stadion, hvor svigersønnen Michael var den anden linjedommer, og
datteren Nynne passede fløjten. Det var noget han ofte talte om med stor
stolthed.
Henrik døjede desværre i mange år med sygdom. Selvom det
enkelte gange gjorde ham ukampdygtig i en periode, så kæmpede han sig altid
tilbage, og udøvede den fritidsbeskæftigelse som han elskede. Hans seneste
opgave var tilbage i efterårssæsonen 2021, og han var også fuldt besluttet på,
at han skulle tilbage og dømme igen i denne sæson.
Desværre satte sygdommen fart på omkring juletid, og her i
begyndelsen af det nye år stod det klart, at han ikke ville komme over det. Han
fik den sidste tid i hjemmet, og sov stille og fredfyldt ind, med sin familie
ved sin side, natten til fredag d 25/2.
Henrik blev 64 år.
Vores tanker går til de efterladte.
Æret være Henriks minde.
/Bestyrelsen